Hvad gør det ved os, at ville være der for de andre? “Jeg gør det jo ikke for min egen skyld! – men for at I andre skal have det godt og nyde.”

At være der for de andre til højtiden.

Jeg husker mangen en Jul og December måned som barn, hvor min mor havde travlt med at gøre alt klar til “helligdagene”, som de blev kaldt. Der var megen stress og en hel masse der skulle klares inden Julen kunne “fejres”.

Hvad der også står klart for mig, var denne sætning: “Jeg gør det jo ikke for min egen skyld”.
Min kommentar til det blev ret tidligt: “Så lad dog være med det!”
For hende handlede det om “at være der for de andre”.

For mig blev det vildt anstrengende at være vidne til. Ikke mindst at skulle leve op til den forventning der så var om: at “Vi andre satte stor pris på det – og på hendes umage”.

Jeg har ikke et ønske om at være der for de andre

Jeg har igennem mere end 30 år levet af at invitere til seminarer, workshops, uddannelser og udviklingsforløb. Jeg har rejst rundt og holdt foredrag. Jeg kan skrive med sikker hånd, at jeg har gjort det for mig. Jeg havde ikke et ønske om “at være der for de andre”.

Jeg har igennem en årrække inviteret studerende til at undersøge videnskabs- og erkendelsesteori. Til at stille spørgsmål og udvikle evnen til at undre sig og, hvad “viden” er for noget, og hvordan vi er i stand til at lære og kommunikere med hinanden?

Jeg gjorde det ikke for dem.
Det var en fest at undersøge sammen med dem.

Mennesker som brænder ud

Når jeg læser og hører om, hvordan mennesker, der gør noget tilsvarende “brænder ud”. Så tænker jeg, at det hænger sammen med, at de måske netop er optaget af at være der for de andre?

Hvor anstrengende er det ikke at sørge for, at andre har det godt? Det er simpelthen en umulig opgave!

Jeg skaber gerne et rum, hvor jeg føler mig veltilpas. Så vil de mennesker, som også kan lide den måde at være sammen på, naturligt have lyst til at være med mig i det rum. Når det sker, er det dejligt.

Jeg er vild med at undersøge krop, bevægelse, det at relatere, kontakt, intimitet, måden vi tænker og handler på, elskov, kærlighed … sammen med andre som er nysgerrige og åbne for at eksperimentere, lege, forundres og på den måde lære og få øje på…

Det hele gør jeg for mig.
Jeg er der ikke for at være der for andre.

At hjælpe mennesker i nød?

Hvordan så med at hjælpe mennesker i nød eller, som synes at noget er svært?
Det gør jeg også for mig.

Det er sådan med-følelse fungerer. Det kunne også kaldes for med-bevægelse. Vi bevæger spontant hinanden. Vi kan blokere for at erkende det med en eller anden fortælling. F.eks. den om: At vi er adskilte af grænser.

“Det der er dit bøvl – ikke mit”.

Når jeg bevæges af dig? Hvordan afgør jeg så, hvad der er dig, og hvad der er mig? Ja det er ikke muligt. Jeg handler spontant i situationen, for at passe på mig. Altså også med dig-i-mig.

At bevæge mig i integritet, bliver på den måde også til at handle sådan, at der impulsivt passes på dig, som jeg passer på mig. Jeg gør det altså ikke for dig, men for mig..med dig-i-mig.

Et rum hvor jeg lærer godt. – Måske vil du være med?

På samme måde vil jeg heller ikke “lære nogen noget”. I stedet inviterer jeg mennesker ind i de rum, hvor jeg synes, at jeg lærer godt. Nogle kan sikkert også lide at lære på den måde? De føler sig så inviterede af det.

Andre vil hellere være der, hvor der er en, som er optaget af at være der for dem!?
For mig kommer det til at virke som et skjold. En måde hvorpå vedkommende finder værdi igennem de andres accept og tilfredsstillelse.
Jeg ser, hvor vigtigt det bliver for dem, at deltagere og gæster udtrykker deres tilfredshed med arrangementet?

Det skal man altså blive udbrændt af – i min optik.

Hvis du vil erfare vores rum i Påsken – med fælles undersøgelse af opmærksom bevægelse og kontakt. Så er der pladser endnu.