Hvordan kommer jeg af med mine dårlige vaner?

Det spørgsmål må virkelig mange mennesker have stillet sig selv igennem tiden? Hvem kender ikke til udtrykket “vanens magt”?

Ordet “vane” har forbindelse til det oldnordiske “vana”, som betyder “at vænne sig til”.

På engelsk kender vi udtrykket som: “habit” – afledt af det latinske “habitus” – habeo.. “noget jeg -har eller -holder fast på”.

Da en vane ganske ofte ikke er så let at “slippe af med igen”, så vil det måske være lige så nærliggende at sige, at den holder fast på mig?

De klassiske Tantras inviterer til “frihed”. I samme åndedrag peger de på at iagttage “det, som binder” – og ikke mindst, “hvordan det binder”?
Til det hører altså om noget at erkende naturen af en vane!
….

Naturen af vaner?

Hvordan iagttager jeg naturen af en vane? Ja jeg kan jo ikke så godt pille en vane ud af mit sind og min krop og kigge på den. På den måde har den ingen eksistens som en “ting” eller en “form”.

En vane beskriver automatiserede og gentagne måder at handle på i det, der opleves som ens-lignende situationer.

Thich Nhat Hanh beskriver vaner som en form for “automat-pilot”, der kan være dybt forankret i vores adfærd.

Når noget sker automatisk, kan det være vanskeligt at være opmærksom på det. “Noget sker” og vi opdager ikke, hvordan det sker? Det kan invitere i lidelse.
……

Min baggrund for at skrive om vaner

Min tilgang til og baggrund for at skrive om vaner er først og fremmest, at jeg er et menneske som dig!
Derudover har det rod i mange års studier og formidling af såvel den systemiske teori og praksis, som invitationerne der gives i en lang række af de klassiske Tantras. Det fantastiske for mig er, at filosofien og perspektiverne i begge discipliner minder utroligt meget om hinanden.

De er også begge på mange måder vanskelige at erkende. Med det mener jeg, at de fordrer flere års studie, øvelse og praksis.

Det gør de, fordi de bryder med den rationelt logiske tankegang, og ikke mindst med vores udbredte forståelse af, at vi hver især og alt omkring os kan ses som “ting” med en bestemt form, der kan flytte sig i forhold til hinanden, uden at vi selv/de forandrer os/sig.

Vores sprog er gennemsyret af den måde at beskrive på!

F.eks. siger vi: “Moren passer sit barn” – og adskiller dermed igennem beskrivelsen mor og barn.
Et alternativ, som i øvrigt blev brugt i indianske sprog , ville være at beskrive aktiviteten/handlingen som: “at der mødres”… Og dermed have indbygget i den at der ikke adskilles! Moren har ingen egeneksistens, barnet heller ikke. – De skabes sammen igennem “mødring” ved at bevæges som “et” eller “systemisk”…

Opmærksomhed i læsningen

Disse forskelle kan nogle gange føre til, at det kræver en smule ekstra opmærksomhed at læse de tekster, hvor jeg går et spadestik dybere end ellers.

Jeg henvender mig her til dig, som vil se mere på naturen af en vane, end på: “Hvordan jeg får en vane til at gå væk”… Det sidste berører jeg kun kort. For mig at se er forudsætningen for det imidlertid at have en forståelse for, hvordan vaner som sådan virker?
….

Når du har læst teksten.

Når du har læst teksten, er det måske lykkes at invitere dig til at se kompleksiteten af det at vedligeholde en vane? Ja vi plejer alle vaner.
De rummer både en nytte som en hjælp til at gøre det at leve umiddelbart lettere og mindre komplekst. Og som jeg vil vise igennem teksten: En risiko for at tabe den umiddelbare kontakt til spontanitet og lyst.

Vaner kan låse os i fastgroet adfærd og afgrænse os fra at leve et berigende, bevægende og spændende liv…

……..

Før jeg går videre med vanerne, vil jeg kort beskrive, hvad jeg peger på med ordet “et system”

Hvad forstås ved “et system?”

Et system vil såvel være en samling af dele eller elementer, der er organiseret og interagerer på en sådan måde, at de tilsammen udgør en helhed med egenskaber og funktioner, som ikke kan tilskrives de enkelte dele isoleret set..

Når jeg anvender ordet “system” omfatter det også den måde dette iagttages på i det øjeblik, det iagttages… Systemet har med andre ord ingen FORM, men “opretholdes” udelukkende igennem hvordan der interageres/iagttages/relateres på og hvordan disse måder ændres. Hvilket i øvrigt kontinuerligt forstyrres igennem iagttagelsen selv.

Et system kan således ikke adskilles fra iagttagelsen af det. Ændres måden det iagttages på, ændres systemet også – OG det vi kalder for “iagttageren”.

Lad mig komme med et eksempel:

I en familie har hvert medlem sin rolle og funktion. Hvis ét familiemedlem forandrer sig (f.eks går fra at være den ansvarlige og måske kontrollerende til at være mere afslappet ), påvirker det hele systemet, og andre må tilpasse sig for at finde en ny måde at bevæge sig på.

Forandringen vil iagttages forskelligt af alle medlemmerne i “familiesystemet” (der kun eksisterer så længe det iagttages SOM et familiesystem), hvorved ændringen ikke bare vil bevæge familien som helhed, men også de “enkelte” medlemmer. De kan i øvrigt hver især også iagttages som systemer.

Systemisk teori anerkender at alt levende og dets sammenspil med det, som er, rummer en ufattelig kompleksitet og udbredt grad uforudsigelighed. Det illustrerer familie-eksemplet meget godt. Noget tyder på at universet fungerer sådan at alt er bevægelse i kontinuerlig forandring.

Lad mig komme med et eksempel mere, som jævnligt findes i klassiske Tantras:

….

Den strømmende flod

Tænk på en strømmende flod! … Og lad mig gøre den til en metafor for det at være et menneske.

Den fungerer som et dynamisk system, hvor vandstrømmen møder forskellige elementer som vind, bund, dyr, planter, og bevæges af tyngdens kraft, bundens hældning, og landskabet omkring.

Hvirvlerne, der opstår i denne komplekse dans, vil jeg beskrive som individer eller under-systemer inden for den større kontekst af floden.

De kendetegnes af at være:

Dynamiske af natur
Ligegyldigt hvor “stabile” hvirvlerne synes at være, er de konstant i forandring, formet af vandstrømmen og de andre elementer. Det illustrerer et menneskes dynamiske natur, hvordan det konstant formes af sine omgivelser og interne processer.

Komplekse og Interagerende
Hver hvirvel vil virke som som et udtryk for en lang række komplekse interaktioner i floden. Det samme gælder for et menneske, set som rundet af både arv og miljø, personlige valg, og tilfældigheder.

Uden isolation og afgræsning
Selvom hvirvlerne fremstår som individuelle fænomener, er de intimt forbundne med floden som helhed. På samme måde er vi forbundne med de bredere sociale, økologiske, og kosmologiske systemer, vi er en del af.

Midlertidige
Hvirvler har en levetid; de opstår, forandrer sig, og opløses til sidst tilbage i floden. Ja de ER både floden og “sig selv”. Dette vil spejle menneskets egen midlertidighed og konstante proces af at opstår, leve, forandre sig og dø.

Selv-Organiserende og skabt igennem emergens
Hvirvler er ikke planlagte eller designede; de opstår som konsekvenser af de underliggende principper eller “naturen” i systemet. Dette relaterer jeg til, til hvordan personlighed, kompetencer, og f.eks. selvbevidsthed opstår i os..

I kontinuerlig forstyrrelse og tilpasning
Hvirvler tilpasser sig konstant til nye forstyrrelser (f.eks. en gren i vandet, en ændring i vindretning, et insekt som letter fra vandoverfladen, en fisk der slår med halen). Dette spejler metaforisk, hvordan vi tilpasser os til nye forstyrrelser, udfordringer, og muligheder i livet.

Hvis jeg nu i metaforen betragter hver hvirvel som et menneske, så svarer det til at opfatte os selv og andre som unikke, dynamiske, kontinuerligt vekslende, samlinger af processer, – snarere end som isolerede ‘ting’.

En sådan måde at iagttage på, vil naturligvis rumme en uendelig kompleksitet.

….

Vaner set som stabiliserende bevægelser.

I et autopoietisk og systemisk perspektiv ses vaner som stabiliserende bevægelser, der hjælper med at håndtere kompleksitet i de iagttagede/iagttagende systemer.

Jeg kan også formulere det sådan, at i den forståelse, vil vaner tjene til at reducere kompleksitet ved at begrænse mængden af “nye data” systemet skal forholde sig til – ganske enkelt ved at udelukke eller ignorere mange forstyrrelser.

En vane fungerer på den måde som en slags data-filtrerings adfærd, der tillader systemet at fokusere på bestemte data, og lukke for nye..

Dermed reduceres både tiden til- og anstrengelsen ved- at skulle forholde sig til noget nyt eller forstyrrende.
Det gør det umiddelbart nemmere at navigere i en kompleks verden, når den på den måde kommer til at fremstå som simpel. Det rummer således både fordele og ulemper for systemets evne til at bevare sig selv.

Systemet lukker sig. Skaber ubevægelighed overfor forstyrrelser – hvilket jeg også kan beskrive som at det lukker sig bag selektive grænser. Det bliver på den måde stivere, mindre bevægeligt, og mindre modstandsdygtigt overfor nye og komplekse udfordringer. De sorteres fra, for ikke at forstyrre de automatiserede bevægelses-mønstre – altså vanerne.

Evnen til at tilpasse sig, lære og udvikle sig, begrænses. Antallet af gentagne mekaniske handlinger øges. Systemet handler mere regel- og målstyret relateret til et konstrueret verdensbillede eller “strategi”, frem for til at være i direkte åben kontakt til en ofte kaotisk, impulsivt, spontant forstyrrende omverden…

Systemer af den type, vil søge at påvirke sine omgivelser i retning af mindre spontanitet og mere regelstyring. Det gælder både for os som individer, som for større organisationer og f.eks. virksomheder.

Hierarkier af mål

Ofte vil der i sådanne organisationer findes hierarkier af mål, som skal forfølges og nås. De fungerer som en form for overordnet (Meta) styring af vanerne i systemet.
Målet repræsenterer og virker i sig selv en form for “prioritering”, der kan guide stort set alle beslutninger eller adfærdsmønstre.

“Passer det, vi/jeg gør, til målene?” — spørges der. Hvilket svarer til at spørge: “Passer det jeg gør, til mig/os?” …

Den ønskede Identitet bliver referencen alt måles op imod, frem for at iagttage her og nu, hvordan en given handling bevæger det, som sker: – Såvel i det iagttagede system som i bevægelsen af omgivelserne?

Jeg ser mål som værende særdeles uhensigtsmæssige, idet et mål grundliggende ikke findes som andet end en forestilling om en fremtidig situation, der i sagens natur ikke eksisterer.

Altså vil det at følge et mål aflede opmærksomheden på den praksis, der finder sted her og nu, til i stedet at ville navigere efter en illusion: En forestilling om det, der skal komme, eller hellere skal være.

Hvirvlen med de indgroede vaner

Lad mig som eksempel på det, beskrive det med at udvide metaforen om den hvirvlende flod. Hvordan ville sådan en hvirvel se ud, hvis den pludselig blev mere vanepræget i sine bevægelser?

Bevægeligheden reduceres
Hvirvlen, som normalt ville bevæge sig frit og tilpasse sig forhindringer i floden, bliver mere stationær. Den fæstner sig til et bestemt område i floden og bliver mindre tilbøjelig til at flytte sig.

Tættere Kerne
Den centrale del af hvirvlen bliver tættere og mere kompakt, som et billede på, hvordan et menneske med faste vaner bliver mere rigid i sin tankegang og opfattelser.

Sværere at Påvirke
Den vaneprægede hvirvel bliver sværere at påvirke med eksterne elementer som sten eller grene, ligesom det er svært at ændre nogen, som plejer meget faste vaner.

Mindre Interaktion med Andre Hvirvler
Den begrænser sit ‘interaktionsrum’, ligesom en person med faste vaner måske vil interagere mindre med mennesker eller ideer, som udfordrer dem.

Ophobning af Sedimenter
Med tiden vil der ophobe sig flere og flere sedimenter i og omkring denne hvirvel. Det illustrerer, hvordan gamle vaner og overbevisninger styrker hinanden i selvbekræftende feedback-loops, hvilket gør det sværere at ændre dem.

Reducering af Kompleksitet
Hvirvlen begynder kun at interagere med elementer, der passer ind i dens nuværende struktur. Sådan, skabes igennem faste vaner illusionen om at kunne reducere kompleksiteten i livet. I samme åndedræt begrænser et menneske sin evne til at håndtere nye og komplekse udfordringer, og naturligvis dermed også nye mennesker med anden adfærd.

Selvforstærkende Mekanismer
Jo mere ‘stationær’ og ‘tæt’ hvirvlen bliver, desto mere energi kræves der for at ændre den. Ligesom med menneskelige vaner bliver det sværere at ændre sig, jo mere man investerer i at opretholde status quo.
…..

En iagttagende praksis – som en måde at forandre vaner på?

Jeg tænker at millioner af mennesker har forsøgt at tabe sig ved at opstille mål for det? Blot for at opleve at de ikke kunne “holde dem”?!

Hvor mange mennesker skriver ikke “Nytårs-fortsætter”, med ønsker for, hvad det nye år skal bringe for dem, og hvilken adfærd de selv vil ændre?

Såvel den systemiske tænkning og praksis som invitationerne fra de klassiske Tantras, peger på, at det ganske enkelt blot vil skabe mere binding.

De præsenterer et alternativ til det ved at opfordre til i stedet nøje at iagttage alt det, som bevæger og bevæges? Naturen af det jeg gør, og det som er..

Hvordan er min praksis?

Hvad spiser jeg? Hvordan spiser jeg? Hvad er naturen af min appetit? Hvordan er sammenhængene imellem maden, humøret, følelser, emotioner, måden jeg bevæger mig på, hvor meget jeg bevæger mig etc?… De mulige måder, hvorpå “at spise og drikke” kan relatere til alt, hvad der ellers bevæger mig og mine omgivelser er utallige!

Det, som måske kan hjælpe, vil f.eks således IKKE være et “mål om at tabe sig”, men vedholdende “at praktisere det at iagttage, HVORDAN jeg gør hvad?”.

For et menneske, der prøver at tabe sig, handler det ikke bare om noget så simpelt, som at spise mindre. Det involverer en forandring i det “system”, jeg kan beskrive som vedkommendes dagligdag – fra indkøbsvaner, emotioner, følelser, relationer over fritidsaktiviteter og socialt liv +++

En sådan iagttagende praksis inviterer til løbende at se alt det, som tilsyneladende er blevet automatiseret igennem overbevisninger og forstyrrelses-reducerende aktiviteter ..

Til det hører også at undersøge forstillingen om “MIG”!
“Jamen sådan er jeg, altså!” – siger et vanepræget menneske.

At iagttage er “at bevæge”. Det, som bevæges, forandres…

….

Et klart sind

Alt dette forudsætter naturligvis et klart sind!

Erkendelse sker her og nu, i det, du og jeg gør, imens vi gør det.
Det er invitationen i de klassiske Tantras:

At udvikle en særdeles aktiv, vågen, iagttagende, daglig praksis.
At bevæge og bevæges som hvirvlen i floden

At danse aktivt med det hele. Møde alt … aktivt, opmærksomt, og iagttagende. – og måske få øje på at kontrol må være illusion:
Den illusion der skal undertrykke spontanitet, impulsivitet og overraskelser – alt det ,som “bare sker – tilsyneladende af sig selv i overensstemmelse med naturen af det, som sker?

Alt det vi også kalder for Lyst, kærlighed, medfølelse, frihed og integritet.. Det som MÅ være hinsides betingelse og dermed kontrol!

….

Identitet og vaner

Hvis du ser nærmere efter, vil det, vi gerne beskriver med vores “identitet” kunne beskrives som en lang række vaner og gentagen adfærd.

Min “habitus” – det jeg har og holder fast på… Det som gør at jeg og andre “kan kende mig”, som “den/det jeg er og gerne vil være”..

“Alle de fortællinger, der helst skal fortælles om mine gentagne handlinger, og medvirker til, at jeg fremtræder for andre mennesker, som jeg gerne vil det!”

I det perspektiv giver det virkelig mening, når Jiddu Krishnamurti sammen med mange andre peger på, at al binding udgår fra illusionen om “det kendte” og ambitionen om at “være (en) nogen eller -noget).

Vi kan hver især iagttage, hvor optagede vi er af netop det!? – Hvordan vi ønsker at fremtræde i andre menneskers øjne og blive bekræftet i det!” …

Og ja det vil (også) i den grad handle om vaner…

Hvis du kan lide at “komme spadestik dybere” indimellem, og forbinde refleksion i sindet med helt konkrete fysisk-kropslige øvelser og -erkendelser, så kan det være at vores praksisfællesskab er noget for dig