At lære noget handler ikke om intensitet men om at være vedholdende. Det gælder vel nærmest alt i livet?

Når jeg reflekterer over, hvad det vil sige at “have en praksis”. F.eks. i forhold til at meditere, lave keramik, spille, synge, skrive, danse, fortælle, kampkunst etc.. så handler det om at gøre noget vedholdende.

Ikke det intensive men det vedholdende

Da jeg som ung mand – som så mange før mig – var optaget af at udvikle en stæk og smidig krop, blev det meget tydeligt, at det som gjorde en forskel, IKKE var meget intensive koncentrerede træninger, men derimod den daglige praksis. 5-10-20 minutter hver eneste dag. Når jeg efter sådan en kort omgang så mig i spejlet, var der stort set intet at se og sanse ud over sved på panden, en rødlig hud, lidt spændte muskler og en højere puls.

Og efter en måned, to måneder et halvt år – gik det op for mig hvor meget der var sket, igennem denne vedholdende praksis.

Vi tilpasser os til vedholdende ændringer i omgivelserne

At træne kroppen fungerer akkurat på samme måde som at lære alt muligt andet. Systemisk set er vi “lærende organismer”. Vi tilpasser os – af-os-selv, det som sker, og alle ændringer som synes at være vedholdende: Altså har tilbagevendende karakter.

Når vi på Mahamudrainstitut stort set kun inviterer til længere forløb i vores års-grupper (bortset fra de to årlige camps) – så har det rod i ovenstående.

Der findes så mange mennesker, som elsker ufatteligt dårligt!
Hvad betyder så det? .. Skal “man” nu også være god til at elske?
Jeg ser det at elske, som den helt grundliggende færdighed, når jeg relaterer.

Jeg skriver her ikke om elskov (alene) men om måden, vi møder hinanden på: Måden jeg anerkender dig, mig og alt hvad der er.

At være ude af stand til at se?

At elske “dårligt” i min beskrivelse, betyder at være ude af stand til at se, og i stedet være optaget af, hvad jeg gerne vil se, tror jeg ser, eller helst ikke vil se. Når vi mødes i ambition om at gøre noget ved- eller for- hinanden, så er det denne ambition og stræben, som stilles imellem og ganske enkelt gør det umuligt at anerkende det der er, som det er.

Hvordan er det blevet lært?
Igennem vedholdenhed! Sådan opdrages og uddannes vi. Vi bliver super trænede i at tolke, hvilke forventninger de mennesker, vi er afhængige af, har til os, og øver os kontinuerligt i at opfylde dem.

En vedholdende praksis med at holde masken

Det er den samme vedholdende praksis, som gør, at de fleste har lært hvordan, de undertrykker impulsen til spontant at gå væk fra situationer og i stedet holde masken.
“Hvad har jeg dog gjort ved mig selv igennem alle disse år!” Siger både kvinder og mænd, som møder os i en Mahamudra tantra massage.

Ja du har vedholdende øvet dig i at gøre en fortælling om tryghed vigtigere end spontant at passe på dig selv i de daglige konkrete møder! Du har trænet, hvordan du overskrider din integritet, uden at lade dig mærke med det!

Det er ikke noget under, at det leder til at spænde i krop og sind? Når, der spændes, undertrykkes sanseligheden OG den spontane bevægelighed, som ellers er det, som gør os i stand til uden anstrengelse at gå væk.

Der hjælper intet. De-armerings-kursus eller orgastiske weekender med spændende tantriske oplevelser.

Hvad der vedholdende er øvet og lært er blevet til “mig” . Alene det vedholdende at øve noget andet vil af-sig selv gøre, at jeg som et lærende system efter mange gentagelser – som ikke sker i høj intensitet – spontant gør noget andet i alle situationer.

Forskellige Tantra – forskellig praksis

Forskellige Tantras inviterer til forskellig praksis.
Det er det “Tantra” betyder: “En praksis der kan gøre fri”.
De handler om vedholdenhed og ikke om underholdning.

Det kan så lyde som om, at det bliver “kedeligt”?
At se det, som er, bliver aldrig kedeligt. Det som er, vil jeg beskrive som: Kontinuerlig spontan bevægelse. Jeg fristes til at kalde det for: Vedholdende forandring.

Nej det er virkelig ikke kedeligt at elske… ♥️

Hvis du er nysgerrig på vedholdende Tantra praksis, så kom f.eks. på en prøvegang på Cupisofi, eller mød det på vores camps.