Vi mødes i opmærksomhed ikke i tid
Vi mødes i opmærksomhed – ikke i tid. Mødet fungerer som en spirituel, meditativ praksis igennem iagttagelse.
Tid som målestok
Tid benyttes som en målestok. Det, vi måler med den, er bevægelse. Dvs. hvor hurtigt noget flytter sig i forhold til et udgangspunkt eller ankomstpunkt. Tid behøver derfor en reference, noget den kan sættes i relation til. Sådan fungerer alle målestokke.
Vores samfund er styret af tid. Den er blevet gjort til noget som er vigtigt og har værdi i sig selv. Hvor ofte hører jeg ikke udtrykket “tid er penge”.
Opmærksomhed måler intet
I opmærksomhed er der ingen måling. At være opmærksom, peger på at erkende uden at bedømme, vurdere og måle.
Et synonym for det kan udtrykkes som: “At se hinsides betingelse”. Dvs. uden at gå UD fra noget, eller skulle have noget UD af det. Det, som er udenfor betingelse, kaldes gerne “kærlighed”, “frihed” eller “lyst”. Ingen af disse kan vi heller betinge eller f.eks. forlange.
Således vil kærlighed, lyst og frihed – IKKE være “det der er kærlighed TIL”, “det, der er lyst TIL”, eller “Frihed FRA eller TIL”. Det forveksles meget ofte!
Når vi mødes i opmærksomhed….
Når vi mødes i opmærksomhed, betyder det, at tid ingen rolle spiller. Opmærksomhed betyder at se, at alt ER bevægelse, og at ethvert forsøg på at måle, beskrive, bedømme, og give bevægelse en “form” – vil være intellektets forsøg på at isolere sig fra den og dermed ren illusion.
Tantra er meditation
“Tantra” udtrykker i al sin enkelthed en invitation til “at meditation kan komme til mig”. Jeg kunne lige så godt skrive: “At opmærksomhed kan komme til mig”. I opmærksomhed ER der ikke længere “nogen”, der er opmærksom. Der forsvinder al stræben, alle mål, og målinger.
Det betyder, at al modstand forsvinder.
Hvordan inviteres vi til at opdage dette?
Igennem at sanse. Først og fremmest at få øje på, at beskrivelsen af et bjerg, ikke KAN være et bjerg. At mine tanker om noget ikke KAN være dette noget, der tænkes på. At JEG ikke kan være fortællingen om mig. Heller ikke når jeg fortæller den om “mig selv.
Dernæst ved at erkende, at “det jeg sanser” ej heller kan være det, der sanses. Det synes meget svært at forstå?
Hvis en hund sanser et menneske, vil den qua sine helt anderledes sanseevner, se, lugte, høre, og mærke dette menneske anderledes, end jeg vil gøre det. Opfattelsen betinges altså også at måden, vi overhovedet KAN sanse på?
Et paradoks
Hvordan skabes så min adgang til verden omkring mig? Ja igennem mine sanser på den måde, at al bevægelse i mig skabes af bevægelse “derude”… At det, som ER – (altså ikke fortællingen om det, som er) erkendes igennem at der sanses (“i mig”) … Jeg ER “det”, som er!
Jeg bevæges, som universet bevæges… Og dette “jeg” tjener KUN som en form, der muliggør beskrivelse. “Du” er i “mig” og “Jeg” er i “dig” – vi opstår igennem at der relateres – bevæges i samme bevægelse.
I denne opmærksomhed opstår “medfølelse” – dvs. ganske enkelt bevidstheden om: “At som jeg bevæger mig, bevæges universet og omvendt”.
At det i princippet ikke kan beskrives “sandt”, giver sig selv. Det udtrykker et paradoks, at “jeg kan erfare, at “jeg” er en illusion”.
Dette “jeg” “transcenderes” således – igennem opmærksomhed (meditation) – dvs. “erkendes hinsides erfaring”.
Det giver næsten sig selv, at hvor der ikke længere ER en “nogen”, der mødes med mig i en “Mahamudra tantra massage”, så KAN den f.eks. heller ikke “gives” af nogen? Hvem skulle det være fra?
