Vi vil ses. “Se mig! Se mig!” siger det lille barn. Jeg vender igen og igen tilbage til et tema, som optager mig meget: Anerkendelse. Alt, hvad der lever, kan KUN leve, ved at det ser, eller bliver set af de rette. Vi vil ses. Vores liv afhænger af det!

Barnet og forældrenes opmærksomhed

Barnet skal have sine forældres opmærksomhed, senere skal det tiltrække opmærksomheden fra den gruppe, det er en del af, så til potentielle seksualpartnere, til samarbejdspartnere og til sidst måske fra nogen som vil hjælpe og bistå i livets sidste år?

Det er ikke anderledes end hos enhvert andet levende væsen. Blomsten skal skabe opmærksomhed hos bier og insekter, dens frø skal være appetitlige nok til at blive spist af den bestemte fugl, som bærer det med sig etc.

Dette behov: At blive set og sanset af de, jeg gerne vil tiltrække, og holde mig skjult fra de som vil æde mig, hvis jeg altså ikke vil ædes – ser jeg som det mest basale overhovedet.

Vi vil ses – om det så skal være igennem en konflikt.

Det er det samme behov, som får datingsider til at bugne med tilbud. Det er angsten for, at det behov ikke dækkes, der gør, at mennesker udholder dysfunktionelle parforhold årevis i. Konflikten kan endda blive den måde, hvorpå der skabes en eller anden form for “anerkendelse”?

Vi vil ses og frem for alt sanses. Vi vil se og sanse hinanden.

Hudkontakt

Det er mange år siden, at det stod klart, at små børn, der ikke oplever omsorgsfuld berøring meget hurtigt bliver syge og dør. Ældre mennesker, som dagligt erfarer hudkontakten til en kat eller hund, lever længere end de, der sidder ensomt alene.

Mødet med omverdenen og frem for alt med andre mennesker igennem vores hud er uhyggelig vigtig – vel at mærke på en måde, så vi ikke føler os instrumentaliseret men anerkendt og VILLET.

IKKE: “villet FOR noget”, men bare villet: En erkendt erfaring af at høre til hinsides betingelse.

Anerkendelse betyder ikke accept

Vi opdrages til at forveksle denne anerkendelse med “accept”. Dvs. tror at anerkendelsen kommer af at være god nok og kunne leve op til andres forventninger. Det betinger imidlertid vores møder, og en sådan betingelse stiller sig imellem for reel kontakt.

En meget væsentlig del af motivationen for denne anerkendelse har seksuel karakter. Det levende væsen, der ikke kan tiltrække en passende seksualpartner, vil biologisk set være afskåret fra at “leve” i et evolutionært evighedsperspektiv.

Magtsamfund har alle dage ville styre HVEM, der skal høre til, og hvem der skal være “udenfor”. Familier hører til sådanne strukturer. I et patriarkalsk samfund skal der være styr på ,“hvem der parrer sig med hvem” – og frem for alt hvem kvinderne får børn med.

Moral, skyld, skam, kontrol og deraf angst er blevet meget vigtige virkemidler i dette magtspil. Når “accept” kobles på “at være ordentlig” og forveksles med at få indfriet det livsnødvendige behov for anerkendelse – kan der udøves kontrol.

Det adskiller sig ikke fra kun at uddele mad til de sultne, som omvender sig til en bestemt religion, og da kun en næring som ikke mætter særligt længe, men blot gør mere sulten og øger afhængigheden. 

Tænk blot et øjeblik på HVOR magtfuldt et virkemiddel det er, at lade anerkendelse (altså at blive set) afhænge af den “ønskede adfærd” i opdragelse og sågar i parforhold!

Er der en vej ud eller ind?

Nu kunne jeg så forestille mig, at denne moralske undertrykkelse med skam og skyld er mindsket i vores nutidige samfund? Og nej… Den er akkurat lige så stærk som igennem de sidste mange tusinde år.

Er der en vej ud af denne “accept-tænkning” til at blive mødt i anerkendelse?

Ja – jeg ser den klart: Selv at anerkende! .. og det begynder i hver enkelt af os, når vi bliver opmærksomme på, hvordan vi berører og sanser “os selv” i mødet med den anden.
F.eks. at se hvordan identifikation med krav og forventning, stræben og ambition, idealer og fortællinger fører til afstand og betingelse, og få øje på en helt anden måde at være i verden på?

Når vi mennesker fordyber sig i – og bliver bevidst opmærksomme på – hvordan vi inviterer både “os selv” og andre ind i anerkendelse igennem fysisk sanselig kontakt, opstår der nærmest mirakler.

Anerkende naturlighed

Jeg/vi ser det i vores Mahamudra tantra massage møder med mænd og kvinder. Vi oplever det på vores cupisofi -og elskovskunst forløb og i alle vores andre seminarer og aftengrupper.

Det er simpelthen kernen i det, vi gør: At den enkelte får muligheden for at opdage en anerkendende naturlighed, hvis det er VILLET. Også at anerkende, AT vi vil ses!

De færreste har lært hvordan, og en “formel eller teknik” findes der ikke for det. Det skal ses og sanses – erfares i sig.

En tur til i cirkusmanegen

Også det: At erkende –  at det, jeg gør og måske har gentaget igen og igen i mødet med andre mennesker, ikke fungerer særligt godt, og typisk fører til “endnu en tur i cirkusmanegen” med de samme konflikter og f.eks. fører til møder med de samme “typer” mænd eller kvinder – kan være meget vanskeligt at anerkende i sig.

Jeg tænker, at mange føler sig “erfarne” med historier om alle de gange de “har kunnet gøre noget godt for en mand eller en kvinde”. “Jeg kan det godt, og har bare ikke mødt den rigtige”…

Vi vil ses som en “nogen”

Vi tiltrækkes af de mennesker, som vi vil have til at gøre os til DEN “nogen”, vi godt kan lide. Vi vil ses FOR at være denne “nogen”. Ses på grund af – og betinget af – denne “nogen”. Der er intet anerkendelse i dette overhovedet.
Uden at ændre på DET konditionerende koncept, bliver alt ved det samme i manegen. Nogle af aktørerne skiftes bare ud en gang imellem.

Undersøge hvad der virker, og hvad der ikke fungerer

På Mahamudrainstitut undersøger vi bl.a., hvad der virker godt som invitationer, og hvad der ikke fungerer hensigtsmæssigt? Det er konkret, i praksis og i et trygt rum.

De findes ikke som “sandheder” eller “sådan gør du” – anvisninger. Vi kan hver især – i klare rammer – undersøge, iagttage, afprøve og ikke mindst spejle hinanden – og det er transcenderende.

Berøring, bevægelse og kontakt er helt centralt i det, vi gør. Lige DER opstår invitationen til anerkendelse: At se og sanse, AT jeg ses og sanses i gensidig samtidig interaktion med hinanden og alt i og omkring os.