Hvad betyder “Viden”? Søger vi i Tantra eller systemisk praksis efter viden? Og hvordan skal det så forstås?

I går påpegede en læser, at jeg indimellem virkede kritisk i mine tekster. Som jeg så ofte gør, søgte jeg efter blogindlæg, for at se om jeg havde skrevet om det tidligere?

Jo det har jeg.

Uanset så rammer spørgsmålet noget centralt og måske evigt relevant?

Viden og skolegang

Jeg har interesseret mig for viden, siden dengang jeg som dreng ofte var syg og måtte blive hjemme fra skole. “Pas nu på at du ikke kommer bagefter!” sagde min mor og mente dermed, at jeg skulle sørge for at blive ved med at lære, selvom jeg ikke kunne være i skolen.

Det gjorde jeg så. Jeg opdagede ovenikøbet, at det pensum, som hørte med til en almindeligt skoleår, kunne jeg lære på mindre end 3 mdr. derhjemme. Jeg udviklede en god metode til det.
 Altså blev der megen tid til at undersøge mere..

Det skabte en livslang interesse for “viden”.
Hvad betyder det så? … Og hvad gør viden så vigtig for mig?



Viden er ganske enkelt kuren imod trosbaseret forførelse og ignorans!

Religiøse og politiske systemer har meget til fælles. Det, som er tydeligt i den forbindelse, er deres ønske om at forføre mennesker til at tro!

At antage fælles overbevisninger om, hvad der er vigtigt, rigtigt og forkert. Når mennesker er enige om det, så er det meget simpelt at udøve kontrol.

En overbevist troende vil uden at tøve sige: “Jeg VED at Gud findes!”, eller “Jeg VED at “Deep State” vil slavebinde os alle sammen!”


De to udsagn adskiller sig principielt ikke fra hinanden. Om du tror at noget er FOR dig eller IMOD dig er lige fedt. Det vil fundamentalt styre din måde at tænke og handle på. Og med viden har det absolut intet at gøre!

At “vide noget” handler om metode!

Hvis jeg spørger et menneske om, hvordan det dyrker gulerødder? Så vil vedkommende sikkert gerne fortælle om det?

Spørgsmålet vil forstyrre på den måde, at hun skal oversætte sin praksis til både at kunne beskrive, hvad hun gør, og hvordan hun gør? 



Allerbedst også vise mig det i praksis på en sådan måde, at jeg måske med øvelse kan gøre hende kunsten efter?

Hver eneste gang jeg stiller uddybende spørgsmål. Som f.eks: “Skal jorden til gulerødder behandles anderledes end hvis der skal vokse ærter?” Så vi hun skulle reflektere endnu engang over sin praksis og metode.

Måske svarer hun: “Åh det har jeg aldrig tænkt over?! .. Jo eh.. altså den skal være løs. Lidt sandet jord er godt”.. og i samme sekund vil hun reflektere over ,om hun nu har gjort noget for at gøre jorden til gulerødderne anderledes end den anden jord i haven?”

Måden jeg spørger hende på, vil med andre ord også bevæge hende til at svare anderledes, end hvis det var en anden end mig, som stiller spørgsmål.

Finder vi den “rigtige” måde?

Kan vi så finde ud af, om der findes en “rigtig” måde at dyrke gulerødder på?
Nej…

Vi kan måske sammen, ved at spørge mange som tilsyneladende er gode til ´det med Gulerødder´, lytte til forskellige refleksioner, og i praksis afprøve, hvad der virker godt eller ej og under hvilke omstændigheder?

Vi kan på den måde undersøge og iagttage sammenhænge, som kan være vigtige? Måske også afklare hvilke der er mindre vigtige end andre?

Da ALT er i bevægelse. Dvs. sige både gulerødder, deres frø, jorden, vejret, os, insekterne omkring, osv. bliver vi aldrig “færdige” … Det som vi lærer – og det som bliver til viden er:



En afprøvet, undersøgende metode til at dyrke gulerødder efter, som virker!

Virker viden?

“Virker”? … Ja virker, sådan at vi kan se en sammenhæng imellem det, vi gør, og det, som sker.
Virker som i “transparens” – gennemskuelighed og gennemsigtighed.

Vi kan gøre det “igen” – vel vidende at det nok aldrig bliver HELT det samme, men nærmest det samme…

Hvad det så end betyder?
INTET vel nogensinde kan være det samme?
Hvem skulle kunne opfatte det, som det samme, uden at DE havde ændret sig?

Måske udvikler vi endda. “En metode til at UDVIKLE metoder til at dyrke gulerødder efter, under skiftende forhold og omstændigheder..”

Og selv den metode – vil også udvikle sig.

IKKE at TRO på at noget er rigtigt

Det er noget HELT andet end at “tro på at noget er rigtigt”..
Altså at gøre en fortælling om noget som helst sand!

En sådan undersøgende praksis vil være kritisk. Den vil søge at afkræfte sig selv.
Det gør den ved at spørge:

Kunne det ikke være anderledes?…

Hvordan anderledes?
Hvordan skal vi undersøge det UDEN at blive fanget af vores ønsker og overbevisninger om allerede at vide, hvordan det hele hænger sammen?


Viden er aldrig sikker

Viden er derfor ikke “sikker i sin sag”. 

Den er undersøgende! 
Undrende, eksperimenterende og frem for alt opmærksom iagttagende på det hele – og på, hvordan alt bevæger alt!



Det, jeg beskriver her, er det som “Tantra” inviterer til: En metode til at undersøge.
Der er NUL tro i den..

Den er, som videnskaben er det, kritisk overfor alle religiøse forestillinger og dogmer. Den er fremfor alt kritisk over for ideen om et afgrænset SELV, som nok SELV skal bestemme, hvordan verden hænger sammen.

Det SELV er nemlig med al sandsynlighed opskriften på forførelse og magt.

Mig først! Amerika først, Hil Cæsar! … og “GUJ..”