Jeg må komme med en tilståelse: Jeg har altid været vild med videnskab. Det betyder også, at jeg har været tiltrukket af mennesker, som har interesseret sig for “naturen af det, som er”.

Altså spørgsmålet: “Hvordan mon det hele fungerer og virker?”
De færreste forbinder måske videnskab med dem, vi kalder for “opfindere”. Hvis du hører til dem, så tænk på, at langt de fleste opfindelser i verden er sket igennem videnskab.

Den tidlige videnskab opstod blandt kunstnere. Dvs. de var nok nærmere dygtige håndværkere, der var så begejstrede for at aflure hvilke muligheder, såvel de materialer de anvendte som deres håndværksmæssige færdigheder, kunne rumme?

De var mennesker, som undrede sig og stillede spørgsmål ved megen tro, tradition og faste overbevisninger. De var ofte normbrydere og kreative…

Frem for alt levede de farligt i de kulturer og samfund, der var styret af religion, autoritet igennem tro.

Denne indbyggede modsætning imellem religiøs dogmatisk tro og videnskab, eksisterer den dag i dag.

Religion tager afsæt i DIG – Videnskab i DET.

Religion vil bevæge dig emotionelt igennem overbevisende fortællinger. Fortæller, der bevæger kalder vi også for “følelser”.

Det vil den i erfaringen om at: Angst, frygt, begær, skyld, og selvoptagethed om noget kan binde mennesker i afhængighed.

Videnskab vil undersøge: Hvordan? – Hvad sker hvordan? Og hvordan kan vi beskrive det, så det ikke kommer til at handle om at tro, men om at vide?

I samme sekund den sætning så er skrevet, vil videnskab spørge: “Hvordan ved vi så, at vi ved noget (det)?”

Et sådant spørgsmål er meget ubehageligt for mangen en præst eller spirituel vejleder, der helt grundliggende vil svare : “Fordi det er sådan, at det er! .. Og så henvise til en højere autoritet som Gud, “Spirit”, skæbnen “stjernernes stilling”.. eller en måske eller anden konspirationsteori

Et Slogan kunne lyde: “Tro! og troen vil frigøre dig fra ansvar, og binde dig til pligt og fortællingen om en autoritet” .. Den autoritet du – for at praktisere den rette tro – vedholdende skal opretholde identifikationen med i dit sind og helst i alt, hvad du gør!

Kan vi ikke bare røre ved hinanden?

“Kan vi ikke bare røre ved hinanden! .. Behøver vi den snak?”.
“Jeg trænger sådan til at komme ned i kroppen!” ..Kan en anden sige.

Måske i overbevisningen om, at intellektet “sidder” i hovedet og kun der, og ikke ER krop?

Jeg tænker, at mange mennesker gerne vil “prøve sig frem” i mødet med et andet menneske. Også når vi måske mødes på et Tantra-kursus, hvor det handler om at røre ved hinanden?

Det ville så betyde at min rolle som vært ville være at samle villige mennesker, der smider tøjet for at lade hinanden “prøve sig frem”? …

Hvordan ville det se mon se ud?

Hvad gør vi, hvis vi skal prøve os frem i et møde, som vi tror, at vi kender?

Vi tager afsæt i det, vi mener, at vi kan.

Vi gør grundliggende – som vi plejer – i “situationer” vi får til at ligne det, vi mener at have erfaret før.

Hvis du har været i en swingerklub, så vil du kunne genkende, at det er det, som sker der.

Hvordan mon vi kan undersøge det?

Hvad skal der til, for at vi ønsker- og kan- udvikle nye bevægelses-kompetencer på et område, vi tror, at vi allerede kender?

Sådan et spørgsmål, kan være en glimrende indgang til videnskabelig undersøgelse.
Og den vil så begynde med: “Hvordan mon vi kan undersøge det?”

Det begynder således med en snak!
Den handler igen ikke om dig, men om det!

Hvis nogen i den snak siger: Det behøver I ikke at undersøge! Jeg ved allerede, hvordan det hænger sammen! .. Så stopper al videnskab og undersøgelse. I hvert fald i vedkommende.

Videnskab – og videnskab om videnskab.

Igennem en del år underviste jeg design- og tekstil- studerende på Via University College i videnskabsteori.
Det er et studium, hvor der både lægges vægt på faglig erkendelse og kreativitet.

Jeg tilrettelagde forløbene sådan, at de i små grupper skulle opfinde et område/ide/forretningsmulighed der ikke nødvendigvis havde forbindelse til deres studium.

Forløbet blev afsluttet med, at hver gruppe skulle præsentere en mulig realisering af den for undertegnede og to censorer. 

En væsentlig præmis var, at det fremstod tydeligt, at de havde grebet opgaven an med afsæt i videnskabelig metode, og kunne gøre rede for den.



De 6 år med videnskabsteori husker jeg som absolutte high-lights. I alle pauser havde jeg en kødrand af unge studerende, som ville vide mere!

De fandt det ganske enkelt umådeligt sjovt, spændende, og øjenåbnende.

I år efter, at de var færdige, har jeg fået mails fra flere af dem.

Jeg er ret sikker på, at langt de fleste fik øjnene op for, hvordan vores evne til at lære, undersøge og iagttage i den grad profiterer af, at vi også træner, hvordan vi bevæger intellektet!



At intellekt ER kropslighed og omvendt.

Konspirationsteorier

Når vores tid religiøse gerne deler konspirationsteorier på de sociale medier, så er de ikke udtryk for et nyt fænomen. Rygtedannelse er et meget stærkt og potentielt ødelæggende middel.

Nyt er, at de spredes globalt, så hurtigt som de gør.
Ofte vi de så tvivl om autoriteter. De gør det ved SELV at fremstå som en mere “sand” autoritet.

Meget ofte kommer “videnskaben” i skudlinjen.

Ironisk nok spredes disse budskaber igennem teknologi, som baserer sig på netop videnskab 😉 !

Videnskab udtrykker metode

Videnskab handler ikke om sandhed eller løgn.
For at insistere på at noget er “Sandt”, MÅ man allerede have opfundet løgnen – og omvendt.

Videnskab undersøger hvordan universet, og alt som bevæges i det, mon kan hænge sammen?
Den udtrykker en metode til at undersøge det mulige, uden at kunne bevise noget som helst.



Måske kan den ind imellem sandsynliggøre, at noget virker bedre end noget andet, indenfor helt bestemte betingelser.

Frem for alt peger ordet: “Videnskab” på metoder, der er kritisk undersøgende overfor “sig selv”.

Er Tantra videnskab?

Se det spørgsmål er virkeligt interessant for mig.

Umiddelbart ligger der i essensen af den invitation, som mange Tantras giver (En “Tantra” forstået som en særlig tekst) noget, der ligger tæt op af det, videnskab også vil:

At undersøge, naturen af det, som er.
Og den helt centrale praksis, der inviteres til, er: At iagttage!

Ikke bare iagttage!

At iagttage, hvordan det, der iagttages og den, som iagttager – måske ikke kan adskilles?

ER det muligt at iagttage, uden at stille alle mulige fortællinger imellem, hvis opgave det bliver at bekræfte den iagttagende i, at vedkommende er noget helt særligt? – Det vi kalder for “SELV”…

Er du nysgerrig på at være med i sådan et praksis-fællesskab?