Vil du også gerne nyde? – så kom og få hos mig!.. (not)
Vil du også gerne nyde og modtage uden overhovedet at skulle gøre noget? Ovenstående invitation ser jeg nærmest hver eneste dag på Facebook typisk under overskriften “tantrabehandling” eller “tantramassage”.
Det vækker hver gang undren i mig.
For det første, at det at “nyde”, på nogen måde kan have noget at gøre med “ikke at skulle gøre noget”?
For det andet, at det knyttes til “Tantra”.
Vil du også gerne nyde en is?
Hvis, jeg vil nyde en is, så vil det sidste, jeg kan komme i tanke om være at lade et andet menneske dreje den rundt inde i min mund, imens jeg ligger stille for “bare at nyde, uden at gøre noget som helst”.
“At sanse” peger på noget aktivt
For at sanse mest muligt må jeg aktivt af-mig-selv bevæge mig. Se, dufte, smage, berøre, lytte. Det er uanset om jeg færdes i naturen eller mødes med et andet menneske. At sanse udtrykker noget overordentligt aktivt.
Der er en verden til forskel imellem at lade et menneske gnide silke mod min hud overfor selv at bevæge mig med silken og aktivt lade mine fingre og krop møde den.
Mødes jeg med et menneske i en samtale med ord, vil det på samme måde være den aktive, opmærksomme gensidige dialog, der gør det muligt for os begge at erkende hinanden. Sætter bare en af os ubevægeligt hen for at “nyde” uden at “yde”, dør mødet øjeblikkeligt.
Vil du også gerne nyde den orgasme jeg vil give dig?
De fleste kvinder jeg mødes med, fortæller om sex, hvor manden er optaget af at “give hende nydelse” i form af en “orgasme”. Når hun først har “fået den af ham”, så føler han, at det er “sin tur”, og dermed hendes til at “give ham den også”.
Sådan en slags “handel”. “Først giver jeg dig en gave, og du viser mig, at du er glad for den, og så giver du mig en, og jeg viser at jeg er glad for den.“
“Vil du også gerne nyde” siger hun måske – og han folder sine arme under nakken imens han betragter, at hun betjener ham, og tænder måske ovenikøbet på netop det!?
At bruge hinanden til gensidig tilfredsstillelse
For mig betyder det at bruge hinanden til gensidig tilfredsstillelse.
“Ahr.. det var godt nok dejligt!” siger den ene måske til den anden bagefter.
“Jeg trængte til at få en orgasme!”.
“Var det godt nok?” spørges der måske…
“Det var fint, og du kan godt tage lidt hårdere fat næste gang!”..
Kontakt er der intet af. De mødes om “noget”. “Noget” der er forventninger til og en tilhørende skuffelse, hvis ikke de bliver indfriet.
Hvis jeg vil øge nydelsen ved at kysse, er det kun muligt, hvis jeg undersøger, hvordan jeg kysser.
Det levende bevæger sig af-sig-selv.
Det levende er kendetegnet ved at det bevæger sig af sig selv. Det er i sin natur spontant og impulsivt. Denne umiddelbarhed er det, der gør at alle dyr og børn undersøger og udforsker alt omkring sig, ved at bevæge sig med det. Møder det sanseligt… aktivt!
Det er naturligvis frygteligt uordentligt og farligt. Derfor må børn bringes til “orden”.
“Sid stille når du spiser is!”.. “Sid stille og lyt!”… “Nyd uden at bevæge dig”. Det virker, idet mindre bevægelse leder til, at der sanses mindre.
I stedet træder “underholdnings-effekten” til. Det betyder at intellektet skal bevæges til gengæld for, at kroppen holdes stille.
Så kan vi sidde ubevægelige i en sofa, og blive underholdt af en film, uden at sanse ret meget andet end de små spændinger, der skabes emotionelt af de intellektuelle forstyrrelser, som skærmen overrasker os med.
Tantra – at blive bevidst om kontakt
“Tantra” eller nærmere EN Tantra .. Udtrykker en invitation til at blive bevidst om kontakt.
At få øje på, at jeg på den ene side bevæges som alt, hvad der er, og på den anden side bevæger alt, hvad der er.
At alt det, jeg f.eks skal… som “at ligge stille og bare nyde uden at give noget igen”, eller “at sidde stille når læreren taler”… Begrænser evnen til at se denne forbundethed og bremser den naturlige spontane bevægelse i mødet, med det, som er.
Jeg skal hverken bare nyde og ligge stille eller give dig noget “igen”.
Jeg erkender kontakt når..
Jeg erkender kontakt, når vi mødes i puls, rytme og takt. Som åndedrættet der aktivt trækker luften ind, og lader den forsvinde ud igennem afspænding. Som min fordøjelse, mit hjerte og alt i krop og intellekt – der åbner og lukker i kontinuerlig bevægelse og hviler i pauser.
Autenticitet
Vi mødes, når vi kan være, som vi er, uden ambition om at skulle noget andet sted “hen” end i det, som er. Det er ikke noget jeg skal- eller kan lære.
Det ER min natur.
Hvordan skulle det give mening at stræbe efter noget, jeg allerede er?
Et autentisk menneske leder ikke efter sin autenticitet. Netop det ville gøre vedkommende U-autentisk… 😉
Tantra inviterer ganske enkelt kun til “at få øje på” denne “natur”. Genopdage at den aldrig har været “væk”, men blot undertrykt af 1000 formaninger om at være på en bestemt måde. Specielt i mødet med andre mennesker, der i bedste mening vil “give” noget, for selv at fremstå som “den gode”… eller “tjenende”.
Magt hos den “tjenende”?
Hvis nogen er i tvivl om, hvorvidt en “tjener” har magt, så tænk blot på den omsorgsfulde mor eller far, som vil gøre alt for at du ikke kommer galt afsted og har det godt!
… Eller den “sorte snog” i det kendte engelske skuespil, der nok skal sørge for at Ministren ikke skal gøre andet end at nyde…og ikke besværes med noget unødvendigt.
Hvad får mig til at flytte mig spontant?
Hvad er det i øvrigt, som får mig til spontant at flytte mig eller gøre noget andet?
At noget føles meget nydelsesfyldt?
Eller at jeg irriteres, forstyrres, pirres og overraskes?
At jeg overhovedet sanser smerte – er kroppens vigtigste måde at flytte sig impulsivt på.
Taber jeg den sans, vil jeg dø meget hurtigt.
At iagttage opmærksomt, afspændt og aktivt.
En tantra inviterer til at iagttage opmærksomt, afspændt og aktivt.
Det der iagttages, er bevægelse. Iagttagelsen selv udtrykker “at bevæge”.