Vinden der bevæger – At mødes i det tomme rum?
Vinden der bevæger, ser jeg som en metafor på livskraft eller -lyst. Mahamudra massagen fungerer som en invitation til at erfare det.
Det tomme papir
Stort set hver morgen og ikke så sjældent også senere på dagen sætter jeg mig foran den “tomme skærm” (tidligere ville man sige “det hvide papir”), og begynder at skrive.
Denne morgen er ingen undtagelse. Måske lige bortset fra, at jeg, når jeg opholder mig i Sydtyskland som nu, gerne venter med at skrive til jeg er vendt hjem fra en lang travetur med Gandalf og Mille langs med Rhinen.
Jeg fortæller gerne om min praksis med at skrive, når jeg bliver spurgt.
Form opstår i det tomme rum
På den ene side fungerer det simpelthen som et kreativt udtryk. Igen og igen at jeg erkender, hvordan form opstår i det tomme, som det hvide papir så tydeligt også er et billede på.
På den anden side bliver det til et rum for selvrefleksion og iagttagelse. Jeg ser, hvordan mine tanker, følelser, erfaringer, grundantagelser og handlinger, kontinuerligt forandres og forstyrrer “sig selv” igennem skrivningen.
Ved at skrive bevæges jeg, og bevæger jeg mig. Denne selvrefererende eller “autopoietiske” – af-sig-selv og for sig selv – bevægelse, ser jeg overalt, hvor jeg kan se liv.
Det tomme papir bliver som det rum, hvor tanker skabes. Den skyfrie himmel, hvor skyerne passerer, eller det blikstille hav, der kruser af bølger – alle skabt af den samme vind.
Disse billeder er gamle – utallige har brugt dem før mig.
At sidde stille og opmærksomt sansende
Vinden er blot et udtryk for lysten eller livs-impulsen. Som når et blad på Lindetræet kort vibrerer, for at falde til ro igen.
Sidder jeg stille og opmærksomt sansende, opdager jeg tydeligt, hvordan alt derude bliver til det “derinde”. Det sker igennem det, at jeg sanser. Sanseligheden er porten til at erkende det, som er.
Ikke som det er, men som jeg er.
Det er ikke min oplevelse af sansningen, der er “derude”. Den er konditioneret af, hvordan mine sanser fungerer, og af de betydninger jeg har lært at tillægge dem.
Det er ikke fortællingen om mig, jeg er. Fortælleren kan ikke være sin fortælling.
Vinden der bevæger
Hvad, jeg sanser, er vinden der bevæger.
Hvordan både krop og sind bevæges af den som hvirvler og strømninger i flodens strømmende vand. Hvirvlen er det, som er “jeg”.
Også, at dette “jeg” kalder sig “jeg”, ligger i hvirvlens bevægelse i sit forsøg på at adskille sig fra floden, den dannes af.
I den erkendelse fremtræder “jeg” som en illusion.
“Der ses” og iagttages, og der er ikke længere “nogen”, som gør det. Illusionen om grænser og afgrænsning opløses. Hvad, der er tilbage, er bevægelse. Formløst – og så intimt at det “indre” bliver til det “ydre” og omvendt.
At mødes i en Mahamudra Massage
Et møde i en Mahamudra Massage kan være som at erkende dette tomme rum, eller hvide papir.
At se, at forbundethed er det, som er, og at vi gør så meget for ikke at se det?
Intet af dette erkendes, hvis jeg “holder igen”.
Intet af dette ses, hvis jeg er optaget af begæret efter nå et sted hen, eller af den ambition der måtte ligge i at “være noget” … for nogen.
Om begæret er seksuelt betinget eller efter at fremstå som “den dygtige”, “vidende”, fremragende, “kærlige” eller professionelle – gør ingen forskel.
Kontakt til kreativitet og lyst forsvinder, hvor der opstår krav om at gøre noget “rigtigt”. Der bliver handling til et middel, og mødet til brug eller for-brug.
