Når noget føles svært eller urimeligt vil det være nærliggende at blive vred eller ked af det. På seminarer dukker der gerne mange følelser op, når vi mødes med mennesker.

Efter en meget intensiv og dejlig sommercamp med bevægende møder, samtaler og fælles refleksioner har jeg sat mig med en kop kaffe og reflekterer, som jeg gerne gør tidligt om morgenen.

At støde ind i hinanden

Det føles ikke altid let og ubesværet at bevæge sig sammen i et tæt fællesskab over flere dage og nætter. Det betyder gerne et brud med vaner og daglige ritualer. Når der er andre menneske på det samme badeværelse eller i kø til maden, kan vi ikke bare gøre, “som vi ellers vil” uden bogstaveligt talt at støde ind i hinanden.

I ingen andre sammenhænge bliver det så tydeligt for mig, hvad illusionen om at være afgrænset i “sit eget space” gør ved måden, vi mødes på?

Det er ikke usædvanligt i den sammenhæng at blive vred, sur, ophidset, ked af det, stødt eller bare finde det ubehageligt at være i.

Lige så dejligt, opløftende og spændende det kan være!? Lige så umuligt og irriterende kan det føles.

Den ene jubler – den anden er vred

En kan sidde og juble indvendigt eller åbenlyst ved siden af en anden, som skumler eller føler sig skuffet og afvist. Denne sommercamp på Mahamudrainstitut var i den henseende ingen undtagelse.

Forskellige Tantras peger med brug af varierende eksempler og metaforer i høj grad på det samme: “Hvem er du og jeg?” Eller måske nærmere: “Hvad skaber “du” og “jeg””?

Det er på mange måder også et af de mest centrale spørgsmål, som filosoffer har stillet igennem tiden?

Det bliver måske så interessant, fordi der i igennem brugen af ordene “du” og “jeg” peges på noget, der er adskilt fra hinanden?.. Og derfra til om “jeg” i det hele taget er adskilt fra alt, hvad der ellers er?

Overført på noget så konkret som at møde hinanden på en sommercamp, får det der en meget praktisk og tydelig ramme at iagttages i. Ikke bare igennem forskellige øvelser i et af seminar-rummene, men i det hele taget i måden vi relaterer på?

Hvad er du og jeg?

Hvad er det så disse Tantras er fælles om at invitere til at undersøge i forhold til, hvad du og jeg mon er?

Formuleret i en enkelt sætning vil det være:

“Jeg” er “forlangende”

.. Altså: “Noget, der vil noget, med nogen eller noget…”

Noget der vil være noget andet end, det er?
Noget der vil et andet “sted” hen?
Noget der vil have noget fra nogen?
Noget der vil give nogen noget (same same) ..
Noget, der vil adskille sig fra noget andet..

Dette noget, som altså VIL en hel masse … Kaldes gerne i disse Tantras for “Lidelse”.

I daglig tale beskriver vi det med ord som: “Selv”, “mig”, “dig”, “vi to”,“os”, “Jeg”, “du”, “mit”, ”dit” og “vores”…

Hvori består lidelsen så?

En mand blev vred og ked af det

En mand som blev meget vred og sikkert også var ked af at føle sig afvist – udbrød efter en øvelse der både var tænkt- og måske nok af de fleste blev oplevet som en sjov leg med megen latter:

“Alle mennesker går da ind i et møde med et formål!
“Der er noget de vil have ud af det!”
“Vi alle sammen her i rummet er her for at FÅ noget fra hinanden…!”

“Det er ikke MULIGT at mødes uden det. Der findes INGEN møder, som ikke har et formål!”

Desværre blev han ikke til at kunne være med til at undersøge, om det forholder sig sådan?

At søge kontakt?

Når vi taler om “at mødes”, så forudsætter vi vel, at der er mindst “to”?
For at mødes, må vi først være adskilte, og så igennem det at mødes opnå f.eks. “kontakt”?

Det vil betyde, at vi i den fortælling, ser “kontakt” som noget, der ikke er der allerede, og samtidig er noget, vi gerne vil have?

Vi mødes i så fald med en ide om hvad denne kontakt er? Og dermed i en forventning til at denne ide bliver til “virkelighed” i det, vi opfatter som “det konkrete møde?
Kontakten skal med andre ord have en “form”, vi genkender?

Samtidig kan de fleste se, at hvis der stilles “noget” imellem to, så vil der mangle kontakt?

Sådan formulerer vi det gerne, hvis en stikkontakt ikke virker. Den afbryder kontakten ved at adskille to stykker metal fra hinanden og sørge for, at der f.eks. er luft eller ikke-ledende plastik imellem.

Kontakt beror med andre ord på at INTET stilles imellem. Det, der før var to, fungerer nu som et.

Lige der peger disse klassiske tantras på noget helt centralt:

Kontakt som det, der er? – “Jeg forventer”, som det der stilles imellem?

De inviterer til at se at “kontakt er det som er”… Og at vi, når vi vil “noget” med nogen, slukker for- eller adskiller os fra at erkende- denne kontakt.

Det sker ganske enkelt ved at skabe en illusion om at vi i udgangspunktet er adskilte som hver sit “selv”.

… Altså:
At vi er afgrænsede enheder, der bringes sammen for at etablere endnu en form, vi kalder for “kontakt” imellem os.

Lidelsen opstår ved at vi dermed mødes i vores forestillinger om at ville “have noget”, som vi ikke kan se allerede er der! … At kontakt ganske enkelt ER det som ER!?

Vi blændes af drømmene om det, som skal gøre os tilfredse, og få os til at føle os som et SELV – “Den anden” godt kan lide.

Det er det vi vil ha´!
Får vi det ikke, er det let at blive vred.

Det er den alt overvejende forventning og kravet til alt omkring os:

Gør mig – igennem måden du møder mig på, til et menneske jeg godt kan lide og holde ud!”
Giv mig en følelse af ikke at være ensom og alene her bag min ide om at være afgrænset fra dig!

Det er ganske lidelsesfuldt både “at ville have” – og skulle være den, som “giver”.

Det gøres så heller ikke lettere af, at vores sprog og måden vi har lært at tænke og beskrive på, stiller sig i vejen for at SE.

Her fra den 16. august begynder der igen aftengrupper en tirsdag om måneden på Mahamudrainstitut. Lige nu er der flere mænd tilmeldte end kvinder.. Så kom frisk! 🙂

Flere nye deltagere begynder også på Cupisofi i denne måned… Måske er det også noget for dig?